Velkommen til Zakynthos
Besøg dejlige Zakynthos der er kendt for sine havskildpadder, flotte landskab og en af Europas smukkeste strande.
Øen, der er lidt mindre end Bornholm, kaldes også ”Det østlige Middelhavs blomst”, og er en del af de Ioniske Øer ud for den græske vestkyst. Her kan I opleve et smukt grønt landskab med stejle klippeformationer og spektakulære udsigter samt store sandstrande med azurblåt hav. Øens mest kendte vartegn er Karette-havskildpadden, der benytter strandene på Zakynthos som ynglested, og som der er størst mulighed for at stifte bekendtskab med fra maj til august. Disse er meget sjældne i Europa, og derfor er havskildpadderne og visse strandområder på Zakynthos fredet. Udover havskildpadderne har øen også meget andet spændende at byde på, herunder udkigspunktet Bochali, Anafonitria-klostret, skibsvraget på Navagio-stranden samt de blå grotter. Disse er alle steder I kan besøge med vores danske rejseledere, der arrangerer oplevelsesrige udflugter på øen.
VERDN's hoteller ligger i badebyerne Kalamaki, Laganas og Tsilivi. Alle tre områder ligger inden for en radius på mellem 6 og 12 km fra Zakynthos by og fra alle tre badebyer er der busforbindelser til Zakynthos by.
Kalamaki
Kalamaki er en skøn fredelig by, beliggende ca. 6 km syd for Zakynthos by. Her finder man hyggelige lokale tavernaer samt små græske souvenirforretninger. Kalamaki ligger i Laganas-bugten, og har ifølge os, den smukkeste sandstrand på øen og det er samtidig her, de sjældne Karette-skildpadder holder til. Karette-skildpadderne yngler på stranden og dele af Kalamaki-stranden er derfor fredet. Mange besøger Zakynthos netop for at opleve disse smukke og sjældne havskildpadder, og vi kan varmt anbefale vores Karette-bådtur, hvor man har mulighed for at se havskildpadderne i havet.
Laganas
Laganas er Zakynthos’ største badeby med en flot lang sandstrand, der er lavvandet og derfor meget børnevenlig. Der er ikke langt fra vores hoteller i Laganas, ned til stranden, og derfor er området meget populært for børnefamilier og strandelskere. Udover dette finder man i Laganas et utal af tavernaer, restauranter og barer, og byen er kendt for at have et meget livligt aften- og natteliv fra juni til september.
Tsilivi
Tsilivi er en hyggelig og rolig badeby ca. 7 km nord for Zakynthos by. Her finder man igen flotte sandstrande med krystalklart hav, hyggelige tavernaer, barer og flere internationale restauranter for enhver smag. Tsilivi er et grønt og frodigt område med appelsintræer og olivenlunde helt ned til stranden, og byen er et besøg værd for folk i alle aldre.